Plastik skal ikke ende i naturen. Her har vi som Danmarks største dagligvarekoncern et stort ansvar – især ift. emballage og bæreposer. Men vi kan ikke løse udfordringerne alene. Derfor vil vi gerne hjælpe vores kunder med at bruge og genbruge plastik på en smartere måde – f.eks. ved at tilbyde en genbrugspose til frugt og grønt.

Til vores leverandører har vi udviklet konkrete guidelines for alle vores varetyper (som f.eks. frugt, grønt og shampoo), der kan hjælpe dem til at arbejde så bæredygtigt som muligt med plastikemballage – så vi sammen tager et ansvar.

Samtidig vil vi også gerne bidrag e til en mere nuanceret debat om plastik. For plastik er ikke dårligt i sig selv. F.eks. kan plastik sikre, at maden holder sig bedre og dermed mindske madspild, men plastik er en stor belastning for miljøet, hvis det ender i naturen. Derfor arbejder vi for at mindske brugen af unødig plast og sikre, at mest muligt bliver genanvendt eller genbrugt.

Salling Group vil sætte standarden for bæredygtig emballage

Mad- og dagligvarer i føtex, Netto og Bilka skal pakkes ind, så mest muligt af emballagen kan genanvendes, og så mængden af plastik minimeres. I 2019 lancerede vi vores Plastik-Principper, der udstikker retningen for brugen af plastik i vores emballage. 

Vores strategi for plastik

Vi skal have stoppet plastikforureningen, som truer vores miljø. Derfor arbejder vi i Salling Group målrettet på at understøtte en udvikling, hvor al plastik bliver genbrugt eller genanvendt, så plastik ikke ender i naturen.

Konkret betyder det, at vi vil fjerne unødvendig plastik fra vores egne produkter og emballage, sikre at mest mulig plastik genanvendes og introducere nye og mere bæredygtige plastikprodukter. Samtidig vil vi give mere information og flere valgmuligheder til vores kunder omkring plastik og emballage generelt.

Vores mål for ansvarlig brug af plastik

Vi har sat en række ambitiøse mål for brugen af plastik i vores logistik og butikker på tværs af Netto, føtex, Bilka og resten af Salling Group. Det betyder, at:  

  • Plastik i emballagen på vores egne varemærker skal reduceres med 30% inden 2023

  • Al emballage på vores egne varemærker skal være 100% genanvendelig inden 2023

  • Al engangsplastik udfases senest i løbet af 2021

  • Salget af plastikposer skal reduceres med 50%

  • Al plastik brugt til transport af vores varer vil blive genbrugt eller genanvendt inden 2020


Partnerskab med WWF Verdensnaturfonden

Hos Salling Group samarbejder vi med organisationer, der deler vores ambition om at tage et ansvar for den verden, der omgiver os. På plastikområdet etablerede vi i 2018 et fem-årigt strategisk samarbejde med WWF Verdensnaturfonden. Det partnerskab giver os adgang til knowhow og viden, som både gør os dygtigere og holder os til ilden, så vi opnår de bedst mulige resultater.

Sammen med WWF Verdensnaturfonden vil vi kæmpe for, at plastik fra vores varer, butikker og logistik ikke ender i naturen. Vi vil søsætte  initiativer, der bl.a. skal fjerne unødvendig plastik fra vores egne produkter og emballage, sikre at mest mulig plastik genanvendes, og introducere nye og mere bæredygtige plastikprodukter. Endelig betyder vores samarbejde også, at der afsættes midler til at indsamle plastik, der allerede er endt i naturen, så verdens dyreliv kan få et tiltrængt pusterum.