Stor hjælpepakke til det aarhusianske kulturliv

Aarhus Kommune og Salling Fondene er gået sammen om en hjælpepakke til kulturen i Aarhus, der for øjeblikket er udfordret som følge af Coronakrisen. Der er tale om en støtteordning på 75 millioner kroner, som skal sikre, at Aarhus også fremover vil have et rigt og mangfoldigt kulturliv.

Aflyste forestillinger og manglende entréindtægter gør ondt på kulturlivet – også i Aarhus, hvor byens kulturinstitutioner hungrer efter at slå dørene op igen. Det er en helt ekstraordinær situation, hvor dørene er beordret lukket. Men hvis kulturlivet skal helskindet igennem Coronakrisen, er der brug for hjælp.

Derfor er der i samarbejde mellem Salling Fondene og borgmester, Jacob Bundsgaard, og kulturrådmand Rabih Azad-Ahmad indgået en aftale, så man i fællesskab holder hånden under kulturlivet i Aarhus.

- Det rige kulturliv er en vital del af byens DNA, og vi er nødt til at træde til og yde hjælp, inden coronakrisen udvikler sig til en ødelæggende kulturkrise. Jeg er derfor glad for, at vi har lavet en historisk aftale og model for hjælp til kulturlivet på 75 mio. kr. Aftalen forventes at supplere en national aftale for de store kulturinstitutioner, som i øjeblikket drøftes på Christiansborg.  En særlig tak til Salling Fondene, som endnu en gang udviser velvillighed og vil være med til at donere til byens kulturliv, siger borgmester Jacob Bundsgaard.

Der er tale om en ”25-25-25-model”, som vil have følgende indhold:

25 mio. kr. fra Aarhus Kommune i direkte kulturstøtte
25 mio. kr. fra Salling Fondene i direkte kulturstøtte
25 mio. kr. i rente og afdragsfrie lån fra Aarhus Kommune

- Kultur er en vigtig del af Aarhus. De mange kulturinstitutioner begejstrer og glæder hver eneste dag byens borgere og gæster. Kulturen og kunsten bringer os sammen som mennesker, og den beriger vores hverdag. Det vil vi fra Salling Fondene gerne være med til at sikre, at den også gør, når coronakrisen er overstået, siger formand i Købmand Herman Sallings Fond Jens Bjerg Sørensen.

- Det er en fantastisk og afgørende nyhed for kulturlivet i Aarhus.  Den er vigtig for borgerne, men også for byens erhvervsliv og turisme. Netop i krisetider er det vigtigt at have noget at samles om. Jeg er derfor dybt taknemmelig over, at Salling Fondene vil være med til at sikre, at kulturen fortsat er et centralt samlingspunkt i Aarhus. Det får vi brug for efter coronavirussen har holdt os adskilt, siger rådmand for Kultur og Borgerservice Rabih Azad-Ahmad

Der er tale om en historisk stor aftale. De nærmere detaljer afhænger naturligvis af, hvorledes og hvordan regeringen genåbner Danmark og hvilke evt. ændrede adfærdsmønstre, det giver for borgernes forbrug af kultur.

Det er også i modellen afgørende, at kulturlivet gør, hvad det kan for dels at fremskaffe fondsmidler, dels reducere i udgifter og dels sikrer, at der søges hjælp i de statslige hjælpepakker.