Hver solcelle. Hvert mål. Hvert partnerskab.
Klimaindsats
2023: Vores klimamål er godkendt på videnskabeligt fundament
I Salling Group har vi forpligtet os til at leve op til Parisaftalens mål om at holde de menneskeskabte temperaturstigninger under 1,5 grader. Vores mål for reduktion af CO2e-udledning er valideret af det internationalt anerkendte Science Based Targets initiative (SBTi).
Ved at tilslutte os Net Zero-standarden tager vi samtidig ansvar for CO2e-aftrykket fra de varer, som vi sælger i vores butikker - fra en vares dyrkning og produktion til den bliver konsumeret eller smidt ud af slutbrugeren.
2022: Salling Group investerer 2,4 milliarder i energiomstilling
Vi har i foråret 2022 besluttet at investere et rekordstort milliardbeløb i energiomstilling, der skal bane vej for mere vedvarende energi og et nedsat energiforbrug.
Med investeringen følger en række konkrete indsatser, som skal sænke energiforbruget og sende grøn strøm på tværs af Salling Groups tre markeder i Danmark, Tyskland og Polen.
2021: Salling Group forpligter sig til Science Based Target initiative
I 2021 tilsluttede vi os det internationalt anerkendte Science Based Targets-initiativ (SBTi) og forpligtet os på Parisaftalens ambition om at holde de menneskeskabte temperaturstigninger under 1,5 grader. Konkret forpligter vi os på SBTi’s Net Zero-Standard og dermed målsætningen om netto-nul udledning i 2050. Vi har dog allerede besluttet, at vores klimaaftryk skal halveres inden 2030. Første skridt har været at beregne den fulde baseline for vores samlede værdikædes CO2e-udledning og kortlægge, hvor de største reduktioner er mulige. Vi er nu i gang med arbejdet om at nedsætte udledningen fra jord til bord.
2021: Salling Group udvider Danmarks el-ladenetværk
Med ønsket om at give danskerne mulighed for at sætte fart på den grønne omstilling, har Salling Group indgået et samarbejde med ladeoperatøren Clever om at skabe Danmarks største el-ladenetværk.
Aftalen indebærer opsætning af lynladere på vores parkeringspladser, så afstanden mellem el-billister og den næste ladning kan mindskes.
Udrulningen er allerede i gang, og inden 2025 forventer vi at have opstillet 1.000 ladestandere fordelt ved Bilka, Netto og føtex over hele landet.
2021: Netto baner vej for nationalt klimamærke efter test af ’Skyen'
Som den første butikskæde i Danmark afprøvede Netto i 2021 et klimamærke: Skyen. Skyen var en klimamærkning på fødevarer med formålet at guide kunderne mod mindre klimabelastende alternativer.
Efter en succesfuld testperiode blev de positive og negative erfaringerne givet videre til politikere, kunder og den øvrige branche med håbet om at danne grundlag for en fælles klimamærkning på tværs af detailhandlen.
Testperioden viste, at klimaskiltning er efterspurgt blandt forbrugerne. Erfaringerne fra arbejdet med klimamærkningen tegner et billede af, at mere information gør en forskel for kunderne, når de får mulighed for at vælge mellem samme type produkt på et mere oplyst grundlag.
2020: Netto opfører dagligvarebutikker med fokus på klimaet
Netto kunne i 2020 byde kunderne indenfor i den første Netto Green-dagligvarebutik, der favner klimahensyn både indeni og udenpå.
Butikken ved Bygholm Bakker i Horsens er et nytænkende byggeri opført i genanvendelige materialer af let adskillelige trækonstruktioner og med store vinduespartier, der trækker dagslys ind i butikken. Udenpå er butikken udstyret med græsarealer og solceller på taget. Med et særligt energianlæg er butikken delvist selvforsynende med vedvarende energi. Byggeriet har desuden opnået en DGNB Guld-certificering, der er den mest anerkendte miljø- og klimacertificering, som findes i Danmark.
Netto Green-butikkernes energiforbrug er i gennemsnit 40 % lavere end i en almindelig butik, og dertil udleder de hele 65 % mindre CO2e.