Praktikant til Content Creation Teamet
Arbejdsplads
8220 Brabrand DK
Startdato
1. januar 2027
Job-ID
211482
Praktikant til Content Creation Teamet
Er du typen, der spotter en TikTok-trend, før alle andre har kastet sig over den? Får du idéer, mens du scroller, og har du lyst til at prøve dem af i virkeligheden? Så er det måske dig, vi leder efter!
Vi søger en praktikant inden for Content Creation, der har lyst til at være med til at skabe content for nogle af Danmarks største retailbrands, som Bilka, føtex, Netto og BR.
Hos os bliver dine idéer ikke bare ved snakken. Du kommer med ind i processen, fra de første kreative tanker til kameraet ruller, og videoen er klar til at gå live. Du kommer med på shoots, hjælper med at udvikle nye formater og får fingrene helt ned i den daglige contentproduktion til især TikTok og Instagram.
Du behøver ikke have styr på det hele fra dag ét. Til gengæld skal du have lyst til at lære, prøve ting af og være med til at skabe content, der får folk til at stoppe op midt i scrollen.
Hvad skal du lave?
Spot trends og få idéer
- Holde øje med trends, tendenser og nye formater på TikTok og Instagram.
- Byde ind med kreative idéer til content, der passer til vores brands.
- Være med til at udvikle og afprøve nye måder at skabe indhold på.
Fra idé til færdigt content
- Hjælpe med at optage video til TikTok og Instagram.
- Komme med ud på shoots i butikkerne, hvor vi producerer content.
- Redigere videoer og gøre dem klar til publicering.
- Hjælpe med at finde produkter, rekvisitter og alt det andet, der får en produktion til at spille.
- Skrive captions og hjælpe med at gøre indholdet klar til at ramme feedet.
- Poste indhold
Du kommer til at arbejde tæt sammen med vores SoMe Content Creator, som du kan sparre med i hverdagen.
Hvem er du?
Du er i gang med en relevant uddannelse inden for fx multimediedesign, digital markedsføring, kommunikation eller medieproduktion, og du skal i praktik som en del af dit studie.
Du er nysgerrig på sociale medier og har en god fornemmelse for, hvad der fungerer på platformene. Du behøver ikke være ekspert i alt fra algoritmer til avanceret videoredigering, men du skal have lyst til at blive bedre og mod på at omsætte dine idéer til noget, man rent faktisk kan se.
Vi forestiller os, at du:
- Følger med i, hvad der rører sig på TikTok og Instagram.
- Har lyst til at udvikle kreative idéer og prøve dem af i praksis.
- Har mod på at filme og redigere video, i CapCut
- Kan lide både den kreative proces og alt det praktiske, der følger med.
- Tør byde ind, stille spørgsmål og tænke lidt ud af boksen.
- Trives med at samarbejde og har lyst til at komme med ud, hvor content bliver skabt.
Har du allerede lavet videoer, produceret content eller eksperimenteret med sociale medier på studiet eller i din fritid? Så vil vi meget gerne se, hvad du har lavet. Det behøver ikke være perfekt. Vi vil hellere se din kreativitet end en poleret portfolio uden personlighed.
Hvad kan vi tilbyde?
Du får mulighed for at prøve din faglighed af i virkeligheden og få erfaring med contentproduktion for nogle af Danmarks største brands. Du kommer tæt på hele processen og får indblik i, hvordan vi arbejder med idéer, produktion og kreativ udvikling på tværs af TikTok og Instagram.
Du bliver en del af vores Creative Team, hvor vi er 13 fuldtidsmedarbejdere og 6 studentermedhjælpere. Vi har en uformel hverdag, sparrer med hinanden og går op i at skabe et sted, hvor der både er plads til faglighed, gode idéer og et godt grin.
Vi er en del af Salling Groups Digital Marketing Agency, hvor omkring 50 kolleger arbejder med digital markedsføring på tværs af koncernens brands.
Dit primære arbejdssted bliver på Salling Groups hovedsæde ved Årslev. Men du kommer også ud af huset, når vi skal filme i butikkerne eller producere content på andre locations.
Praktikperioden tilrettelægges i forhold til dit studie og uddannelsens krav.
Skal vi skabe noget sammen?
Send os din ansøgning, fortæl lidt om dig selv og din uddannelse, og giv os et indblik i, hvorfor du har lyst til at arbejde med social media og content creation.
Har du lavet videoer, opslag eller andre kreative projekter, så send dem endelig med. Vi er nysgerrige på, hvad du kan finde på!
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Lena Madsen, Team Lead Graphic & SoMe Content, på lena.madsen@sallinggroup.com