P1111524

Fra golde græsplæner til grønne oaser: Salling Group indvier biodiversitetspark

Pressemeddelelse: 26. maj 2023 kl. 11.46

Et indgangsparti prydet af kampesten, store raftehoteller, træer og vild blomstereng er, hvad man møder, når man ankommer til Salling Groups hovedkontor i Aarslev. Fuglene kvidrer, og er man heldig, kan man få øje på en citronsommerfugl, som har lagt vejen forbi biodiversitetsparken.

Til glæde for både insekter, dyr og ikke mindst medarbejdere har arealerne omkring hovedkontoret været under stor forvandling det seneste år. Hele 11.000 m2 er blevet omdannet til grønne oaser beplantet med blandt andet enggræs, mosebølle, aronia, benved og tørst, som alt sammen er med til at booste den lokale biodiversitet. Når blomster og urter får lov at blomstre, øges fødegrundlaget for insekter og dyreliv. For eksempel kan den kræsne citronsommerfuglen kun leve, hvor planterne tørst eller brietorn er til stede.

”I det store hele er vores biodiversitetsanlæg blot et lille bidrag til klodens udfordringer. Men vi håber, at vi med tiltaget både kan skabe en forbedring lokalt, og samtidig inspirere andre og hinanden til at gøre en forskel, hvor vi kan,” fortæller HR-direktør i Salling Group, Louise Gade, som holdt åbningstale til indvielsen af parken.

Salling Groups biodiversitetspark skal være med til at inspirere medarbejdere, kunder og andre virksomheder til at tage kampen op for biodiversiteten, blandt andet ved at lade græs og vilde planter gro. I forbindelse med indvielsen af parken havde Salling Group ligeledes inviteret den lokale SFO fra Skjoldhøjskolen til en plante- og insektsafari med biodiversitet i børnehøjde. 50 børn fra Skjoldhøjskolen fik en inspirerende naturoplevelse og en pose vilde blomsterfrø med hjem i rygsækken som et ekstra lille bidrag til den lokale biodiversitet.

Grobund for kreativitet og velvære

Udover et lokalt boost af biodiversiteten skaber parken også nye muligheder for hovedkontorets 1.500 medarbejdere.

”Biodiversitetsparken giver vores medarbejdere mulighed for at bevæge sig udenfor i helt nye og stimulerende omgivelser, og jeg tror på, at det vil skabe grobund for nye kreative måder at løse udfordrende arbejdsopgaver på, ligesom det er godt for vores alles mentale sundhed at være i naturen,” fortæller Louise Gade.

Den golde græsplæne rundt om hovedbygningen er blevet omdannet til et walk’n’talk-område, hvor medarbejdere kan kombinere faglig snak med frisk luft til tankerne. Med skulpturelle insekthoteller, udskårne træstammer og duftende blomster og planter i walk’n’talk-området, bliver der talt til sanserne.

Salling Groups biodiversitetspark blev indviet den 25. maj sammen med hovedkontorets medarbejdere og HedeDanmark, som har stået for projektering og etablering af parken. Efterfulgt af åbningstaler bød indvielsen desuden på rundvisninger i parken, hvor medarbejderne fik et indblik i det plante- og dyreliv, der nu blomstrer og summer omkring dem på hovedkontoret.

Kontakt

Group Communication

Mail: press@sallinggroup.com

Tlf.: 8778 5002

Link: Ritzau

Salling Group A/S

Rosbjergvej 33
8220 Brabrand
Denmark

CVR: 35 95 47 16

Kontakt

Salling Group hovedkontor 
+45 8778 5000
Telefontid: 08.00 - 16.00
Følg os på LinkedIn