_P2A9034d

Fremtidens Netto rykker ud i virkeligheden – med start i Himmelev

Pressemeddelelse: 17. april 2026 kl. 08.30

Efter mere end et års tests, justeringer og finpudsninger gør Danmarks største dagligvarekæde nu klar til at introducere danskerne for fremtidens Netto. Konceptet er døbt Netto 4.0 og åbner første gang d. 23. april i Himmelev.

Netto har brugt tusindvis af timer i et hjørne af det enorme varelager i Køge, hvor en 1:1-model i størrelse og indhold har dannet ramme om det testlaboratorium, som skal hæve og sætte standarden for Netto over hele landet. 

– Selvom vi i dag har et yderst velfungerende butikskoncept, som kunderne langt hen ad vejen er glade for, leder vi hver eneste dag efter de elementer, vi kan gøre bedre for at give vores kunder en service i verdensklasse og præsentere dem for Netto i den bedste version. Det er netop de elementer, vi har skruet og justeret på i vores nye Netto-koncept, som skal bringe Netto, kunderne og mine kolleger et endnu bedre sted hen, siger Braw Bakir, direktør i Netto Danmark. 

Kunderne i fremtidens Netto vil i højere grad opleve, at pladsen er blevet bedre, og at navigationen rundt mellem hylder og kølere er mere logisk. Et nyt butikslayout giver først og fremmest plads til bredere gange i butiksarealet, mens en tydeligere og mere enkel kommunikation – via både skiltning og skærme – skal gøre det lettere for kunderne at orientere sig i butikken og finde varerne på indkøbssedlen. 

Dernæst er der rigtig meget at se frem til for de mange SPOT- og tilbudsglade Netto-kunder. SPOT- og tilbudsvarer vil nemlig ikke længere være placeret i de velkendte og til tider uoverskuelige bure, men i stedet blive flyttet ud på de hyldemeter, hvor varerne naturligt hører hjemme. Jagter man kaffebønner på SPOT, skal man altså ikke længere på jagt mellem stenfri sorte oliven og juleskum, men blot gå til de hylder, hvor al kaffen er placeret. 

Helt generelt skal det være lettere for kunderne at finde tilbuds- og kampagnevarer fra avisen, som får dedikeret plads i mindre montrer. I det nye butikskoncept er der også blevet plads til næsten 200 nye, spændende varer, bl.a. udvidet sortiment på mad fra forskellige verdenshjørner, større udvalg af specialøl – men også alkoholfri vin og øl, alternativer til kød og meget mere. 

4.0 er en vigtig del af det nye Netto, som efter sommer introducerer et nyt private label, hvor Nettos egne varer, f.eks. Egelykke, Velsmag og La Campagna, bliver samlet under Netto-navnet, med den ikoniske Scottie som markør, så det bliver nemmere for kunderne at finde Nettos egne varer på hylden. Det nye private label er samme gode produkter og kvalitet til gode Netto-priser, pakket ind i et flot, farverigt og moderne design. 

Gladere medarbejdere, bedre butik 

Forudsætningen for en god og veldrevet butik er et stærkt butiksteam, og med et stadig mere omskifteligt dagligvaremarked og en voksende Netto-forretning har det været oplagt at optimere den lokale organisering. Et nyt ledelseslag under den lokale ansvarlige skal give butikschefen bedre forudsætninger for at gøre det, vedkommende er ansat til: at lede og skabe de bedste rammer for, at personalet kan lykkes i den rolle, de er ansat i. 

– En butik fungerer ikke uden kolleger, som både er motiverede og glade for at møde ind på arbejde i Netto. De er vores fundament og forudsætningen for, at vi kan lykkes over for vores kunder og kan realisere en så omfattende butikskonvertering, som den vi står over for. Netto-ånden lever i bedste velgående, men jeg glæder mig over, at vi foruden en ny lokal organisering også renoverer alle baglokaler i alle landets Netto-butikker, så teamet i deres velfortjente pauser har et rart sted at være sammen, siger Braw Bakir og fortsætter: 

– Nu begynder en omfattende udrulningsproces, startende i Himmelev, hvor vi løbende vil justere for at skabe den bedst mulige version. Vi tror på konceptet, men vi er heller ikke for stolte til at ændre, hvis det viser sig, at kunderne ønsker noget anderledes. Vi har gjort os umage og glæder os til at trække vores laboratorium i Køge ud i virkeligheden – til hele Danmark. 

Udrulningen af Netto 4.0 starter i Himmelev med åbning 23. april, og henover 2026 vil flere butikker åbne i nyeste form.

Kontakt

Group Communication

Mail: press@sallinggroup.com

Tlf.: 8778 5002

Link: Ritzau

Salling Group A/S

Rosbjergvej 33
8220 Brabrand
Denmark

CVR: 35 95 47 16

Kontakt

Salling Group hovedkontor 
+45 8778 5000
Telefontid: 08.00 - 16.00
Følg os på LinkedIn