web_Salling Group_RAISFOTO_0408

Salling Group åbner ny banebrydende butik i Aarhus

Pressemeddelelse: 9. oktober 2024 kl. 04.30

I morgen er der officiel åbning af føtex Go i Aarhus, og her får kunderne mulighed for at opleve et spritnyt dagligvarekoncept. Butikken vil være betjeningsløs og have åbent hele døgnet, og målet er at gøre indkøbsturen endnu hurtigere og lettere for kunden.

– Vores nye butik skal ses som lysende eksempel på det, vi ønsker i Salling Group. At bruge nyeste teknologi og muligheder til at opfylde vores kunders ønsker og behov, som de ikke finder andre steder i landet. Vi ønsker hele tiden at skubbe på udviklingen, så vores kunder nemmere og hurtigere kan klare deres indkøb. Vi tror på, at teknologien og den udvidede åbningstid vil appellere til rigtig mange kunder, der står og mangler basale varer i køleskabet – også udenfor normal åbningstid. Føtex Go er et vigtigt første skridt i vores nye ambitiøse plan om store investeringer i innovation og teknologi, siger Anders Hagh.

Den betjeningsløse butik, som er den første af sin slags i Danmark, skal ses som et supplement til føtex’ øvrige varehuse. I de første uger vil der være en naturlig indkøringsperiode, hvorfor der vil være personale tilstede i butikken, som står klar til at hjælpe, hvis kunderne har spørgsmål eller oplever uforudsete problemer.

Salling Group har sat kurs mod fremtiden med historisk høje ambitioner. I sidste uge præsenterede Anders Hagh dagligvarekoncernens nye strategi, der skal flytte Salling Group til næste niveau. Åbningen af føtex Go i Aarhus skal ses som et resultat af de ambitioner Salling Group ønsker at folde ud de kommende år. Innovation og teknologi bliver afgørende aktører i bestræbelserne på at nå målsætningen om en omsætning på 100 mia. kroner.

I samarbejde med techvirksomheden AIFI er den nye føtex Go klar med en kamerateknologi, der for første gang ser dagens lys på det danske dagligvaremarked. Inspirationen til den nye butik er hentet fra blandt andet Storbritannien, Polen og Tyskland. Teknologien er nu så god, at konceptet er modent nok til at blive introduceret over for kunderne i Aarhus.

Hvis man ønsker at købe alkohol/varer med aldersbegrænsning, foregår det i et separat område i butikken. Man får adgang til området ved at registrere sig med MitID for at sikre at aldersbegrænsning overholdes.

Betjeningsløs føtex 

  1. Man scanner sit betalingskort ved indgangen og kan nemt og frit forlade butikken efter indkøb
  2. Den nye føtex er en mindre butik på 120 kvm, der har åbent hele døgnet året rundt  
  3. Man kan handle over 1.500 varer lige fra ferskvareretter til det nemme måltid, mejerivarer, kolonial, snack og drikkevarer

Kontakt

Group Communication

Mail: press@sallinggroup.com

Tlf.: 8778 5002

Link: Ritzau

Salling Group A/S

Rosbjergvej 33
8220 Brabrand
Denmark

CVR: 35 95 47 16

Kontakt

Salling Group hovedkontor 
+45 8778 5000
Telefontid: 08.00 - 16.00
Følg os på LinkedIn