Klimamærke_3.jpg

Salling Group: Der skal turbo på klimamærket

Pressemeddelelse: 27. april 2023 kl. 11.00

Du kender Økomærket, Nøglehullet, Svanemærket, og snart kommer der – måske – et nyt mærke, der skal hjælpe klimabevidste forbrugere med at finde hoved og hale i klimaanprisningerne.

- Sammen med den øvrige arbejdsgruppe har vi i dag overdraget vores anbefalinger til et nationalt klimamærke, der skal gøre det lettere for forbrugerne at købe ind med omtanke for klimaet. Vi anbefaler et statskontrolleret klimamærke, der rangerer fødevarerne på en skala fra rød til grøn. Som forbruger bliver det således lettere at afkode en vares klimaaftryk, også i en travl indkøbssituation, siger Salling Groups repræsentant i arbejdsgruppen, kommerciel direktør i Netto Martin Hasgard.

Salling Group, der driver Netto, Bilka og føtex, har blandt andet taget egne erfaringer fra test af klimamærket Skyen med sig ind i arbejdsgruppen. Sammen med Salling Groups overordnede klimaambition og et ønske om at gøre det lettere for kunderne at træffe klimabevidste valg i hverdagen.

CSR-direktør i Salling Group Henrik Vinther Olesen glæder sig over, at anbefalingerne forhåbentlig snart kan komme ud og leve og sender en klar opfordring videre til ministeren om ikke at lade klimamærket vente på sig.

- Klimaet er for længst løbet tør for tålmodighed, og i Salling Group har vi også ventet utålmodigt længe på et klimamærke. Så længe, at vi gik i gang med at lave vores eget, som vi testede med stor succes. Men det er selvsagt i klimaets interesse, at kunderne kun skal forholde sig til ét klimamærke, uanset hvor de handler. Det glæder os derfor usigeligt meget, at arbejdsgruppen nu har præsenteret sine anbefalinger, og vi håber, fødevareministeren vil tage anbefalingerne til sig og arbejde hurtigt herfra, siger Henrik Vinther Olesen.

Den officielle overdragelse og præsentation af anbefalingerne fandt sted på Fisketorvet, hvor Salling Group lagde rammer til i form af den lokale føtex. Fødevareminister Jacob Jensen tog imod anbefalingerne, og alt efter hvordan ministeren vælger at gøre brug af dem, kan dagens overdragelse få stor betydning for Danmarks klimabevidste forbrugere.

- Vi noterer os med tilfredshed, at fødevareministeren er positivt indstillet overfor et nationalt klimamærke. I Salling Group stiller vi os til rådighed for det videre arbejde, så vi hurtigst muligt kan få et klimamærke ud i butikkerne, siger Henrik Vinther Olesen.

Læs arbejdsgruppens anbefalinger til et nyt klimamærke på Fødevareministeriets hjemmeside: https://fvm.dk/nyheder/nyhed/nyhed/foedevareminister-modtager-anbefalinger-til-det-kommende-klimamaerke-paa-foedevarer

Kontakt

Group Communication

Mail: press@sallinggroup.com

Tlf.: 8778 5002

Link: Ritzau

Salling Group A/S

Rosbjergvej 33
8220 Brabrand
Denmark

CVR: 35 95 47 16

Kontakt

Salling Group hovedkontor 
+45 8778 5000
Telefontid: 08.00 - 16.00
Følg os på LinkedIn