
Salling Group får ny CFO
Pressemeddelelse: 17. februar 2026 kl. 11.20
51-årige Thomas Børglum Jensen er ny CFO i Salling Group og kommer med en solid finansiel baggrund senest som CFO i BESTSELLER med ansvaret for blandt andet finans, e-commerce, Data & Analytics samt Service & Facility. Tidligere har Thomas Børglum Jensen også gjort karriere hos Novo Nordisk i både Danmark og udlandet.
- Salling Group er på en spændende rejse, og vi har vurderet, at tiden er rigtig til at foretage et skifte. Takket være vores dygtige kollegaer på tværs af virksomheden, står vi historisk stærkt, og med Thomas får vi en solid finansiel profil med en imponerende track record. Samtidig har han god international erfaring fra anerkendte danske virksomheder, der er helt tæt på deres kunder, og det har været afgørende for os i en ny CFO, siger Anders Hagh, CEO i Salling Group, og tilføjer, at Thomas Børglum Jensen skal være med til at udvikle Salling Groups drift, strategi og finansielle position.
I rollen som CFO i Salling Group bliver Thomas Børglum Jensen ansvarlig for finansområdet, jura og ejendomme, teknisk afdeling samt en række fælles administrative funktioner i Salling Group Business Services. Hertil får Thomas Børglum Jensen en afgørende rolle i at sikre, at virksomhedens finansielle strategier understøtter ambitionerne om at styrke kerneforretningen, udbygge butiksnetværket i Polen og gennemføre markante opkøb foruden investeringer i innovation og grønne løsninger.
- Salling Group er en utrolig interessant virksomhed og en del af hverdagen for rigtig mange kunder og kollegaer i Danmark, Tyskland, Polen og Baltikum. Samtidig er Salling Group i gang med en imponerende transformation. Jeg glæder mig til at lære virksomheden, kollegaerne og kulturen at kende og bidrage til, at Salling Group også i fremtiden kan drive den økonomisk sunde forretning, der skal til for at finansiere ambitionerne, og bidrage til, at Salling Group fortsat kan gøre en forskel på tværs af samfundet omkring os, siger Thomas Børglum Jensen.
Thomas Børglum Jensen overtager posten fra Peter Bang, som Anders Hagh takker for indsatsen de forgangne år.
- Jeg vil gerne takke Peter for hans bidrag til Salling Group gennem de seneste år og i særdeleshed for det store arbejde med at gennemføre opkøbet af Rimi Baltic og den efterfølgende integration, siger Anders Hagh.
Thomas Børglum Jensen har første arbejdsdag i Salling Group den 2. marts 2026.