_K1P8141d.jpg

Salling Group kom styrket ud af uforudsigeligt år

Pressemeddelelse: 28. april 2023 kl. 09.00

Salling Groups forventninger på tærsklen til 2022 var fortsat vækst i markedsandele på tværs af lande, men også en betydeligt reduceret indtjening. Begge dele kom til at holde stik. Således steg Salling Groups omsætning sidste år med 5,0% korrigeret for omsætningen i Tesco Polen i 2021. Inklusiv denne midlertidige omsætning sidste år steg virksomhedens samlede omsætning i 2022 som forventet kun marginalt til 66,5 mia. kr. (66,2 mia. kr.) EBIT nåede 1,94 mia. kr. (2,95 mia. kr.), mens EBITDA faldt til 4,3 mia. kr. svarende til 6,5 % af omsætningen mod 4,99 mia. kr. i 2021 eller 7,5 %, og årets resultat  blev på 972 mio. kr. (1,9 mia. kr.).

2022 blev præget af krigen i Ukraine, høj inflation, stigende energipriser og rekordlav forbrugertillid, samt store skift i forbrugeradfærd fra mærkevarer til private label og vandring fra supermarkeder mod discount. For kunderne resulterede de makroøkonomiske ændringer i, at husholdningsbudgettet mange steder blev spændt til det yderste. Salling Group svarede igen ved at absorbere en stor del af prisstigningerne fra producenterne og leverandørerne samt lancere en stribe tiltag, der kunne lette presset på kundernes privatøkonomi.

- Salling Group balancerede sidste år mellem at hjælpe vores kunder gennem et, for mange, særdeles vanskeligt år og sideløbende fastholde vores ambitiøse investeringstempo. Jeg er stolt over, at vi lykkedes med at gøre en reel forskel for mange i en presset hverdag og samtidig tog en række markante skridt mod en mere ansvarlig fremtid. På den baggrund vil jeg gerne takke hver og en af mine kolleger for en fremragende indsats i det forgangne år, siger Salling Groups afgående administrerende direktør Per Bank, der efter 11 år i spidsen for koncernen forlader dansk detailhandel til efteråret.

Allerede i foråret 2022 indførte Salling Group på tværs af Netto, føtex og Bilka et Prisloft, der garanterede kunder, at prisen på flere end 300 daglige basisvarer ikke steg resten af året trods fortsatte prisstigninger og øgede omkostninger. I efteråret gik Salling Group med butikskæden BASALT yderligere til angreb på inflationen med markedets laveste priser på basale dagligvarer som en direkte håndsrækning til trængte kunder. Butikskonceptet forventes testet 2023 ud.

Rekordinvestering i grøn omstilling

Allerede dagen efter den russiske invasion af Ukraine halverede Salling Group prisen på 50 basisvarer i de Netto-butikker, der ligger tættest på grænsen til Ukraine for at hjælpe ukrainske flygtninge. Som den første retailer i Europa fjernede virksomheden desuden alle russisk producerede varer fra hylder og kølediske, og Netto Polen indledte et samarbejde med fødevarebanker og hjælpeorganisationen Caritas, og støttede sammen med Salling Fondene flere end 100 initiativer målrettet flygtninge fra Ukraine.

Umiddelbart efter den russiske aggression lancerede Salling Group en massiv energiomstilling ved at iværksætte et investeringsprogram på 2,4 mia. kr. over de næste fem år i overgangen fra olie og gas til vedvarende energikilder, samt til nedbringelse af det samlede energiforbrug. Herunder er Salling Group allerede i gang med at fjerne gasfyr fra 750 butikker i Danmark, Tyskland og Polen og over de næste tre år erstatte dem med elektriske varmepumper. 725 butikker installerer nye energieffektive køleskabe, og alle kølere og frysere vil blive udstyret med glas døre. Parallelt hermed installeres solpaneler på tage af butikker, lagre og kontorbygninger.

Et fremtidssikret investeringsprogram, som glæder Salling Groups nuværende CFO Anders Hagh, der tager over som administrerende direktør i andet halvår af 2023.

- Vi fortsætter vores ambitiøse plan i 2023 for at bidrage til den grønne omstilling og vil fortsat tage øget ansvar for verden omkring os. Både ved at tilbyde vores kunder stadigt flere ansvarlige produkter, ved at vi som arbejdsgiver og samhandelspartner skaber nye muligheder for fælles vækst og gennem donationer fra vores ejere, Salling Fondene, siger Anders Hagh.

Efter en stærk start på 2023, der blandt andet har set koncernen nå sin højeste markedsandel nogensinde, forventer Salling Group et forbedret 2023-resultat. Samtidig forventer Salling Fondene at fortsætte sine betydelige uddelinger til kultur, sport, uddannelse, og andre velgørende eller almennyttige formål. Alene i 2022 uddelte Salling Fondene over 390 mio. kr. og siden 2012 har fondene doneret 1,9 mia. kr. til glæde og gavn for mennesker i Danmark.

---

Antal butikker i Salling Group pr. 31. december 2022

- Netto Danmark: 520

- Netto Tyskland: 342

- Netto Polen: 663

- Bilka: 19

- føtex og føtex food: 109

- Salling Stormagasiner: 2

- BR: 29

- Starbucks: 14

- Carl's Jr.: 16

- Basalt : 10

I alt: 1.724

Salling Group beskæftigede per 31/12-2022 59.696medarbejdere på tværs af Tyskland, Polen og Danmark

 

Kontakt

Group Communication

Mail: press@sallinggroup.com

Tlf.: 8778 5002

Link: Ritzau

Salling Group A/S

Rosbjergvej 33
8220 Brabrand
Denmark

CVR: 35 95 47 16

Kontakt

Salling Group hovedkontor 
+45 8778 5000
Telefontid: 08.00 - 16.00
Følg os på LinkedIn