Solceller på taget af Bilka Viborg

SBTi godkender Salling Groups klimamål

Pressemeddelelse: 11. maj 2023 kl. 11.22

Investeringer for 2,4 milliarder i omstilling til vedvarende energikilder og ikke mindst krav til leverandørerne om at sætte ambitiøse, reelle og realiserbare klimamål, der matcher målsætningerne i FN’s Parisaftale.

Dét og mange flere initiativer, der alt sammen er en del af Salling Groups klimaambition, er medvirkende årsag til, at det internationalt anerkendte Science Based Targets initiative har godkendt dagligvarekoncernens mål for reduktion af CO2e-udledning.

”Vores klimaambition er baseret på omfattende mængder data og beregninger, og vi er utrolig stolte over, at de ambitiøse mål, vi har sat for ikke bare vores egen drift, men for at få hele vores værdikæde med ombord på rejsen mod en mindre klimabelastende dagligvarehandel, nu er blevet videnskabeligt validerede. Med godkendelsen ved vi, at vi er på rette vej,” siger kommende CEO for Salling Group Anders Hagh, der som nuværende CFO har ansvaret for den enorme mængde data og beregninger, der ligger til grund for koncernens klimamål.

At målene er godkendt betyder nemlig, at den plan, Salling Group har lagt, for at opnå en såkaldt Net Zero-drift i 2050, er både realistiske og realisérbare. Eller sagt på mere jordnært dansk: Ved at følge planen, kan Salling Group forvente i 2050, at varerne på hylderne - fra produktet bliver dyrket, forarbejdet, transporteret, solgt og konsumeret - ikke efterlader sig et negativt CO2e-aftryk.

Her-og-nu-handling på langsigtede mål

”2050 lyder som en uendelig fjern fremtid, men klimamålene er baseret på en nøje kortlægning af hele vores værdikædes udledninger og dermed også en klar plan for, hvor vi kan skære ned og hvornår. Og vi er allerede i fuld gang med at optimere både leverandørernes indsats og ikke mindst vores eget energiforbrug, som er der, hvor vi kan sætte størst ind her og nu,” siger Anders Hagh.

Salling Groups egne reduktioner tæller bl.a. udfasning af fossile brændstoffer, opførelse af solcelleanlæg og el-ladestandere, udskiftning til varmepumper, LED-lys og montering af låger på køl- og frysemøbler i butikkerne samt en målrettet indsats for reducering til et minimum af madspild.

Forpligtelse af leverandører

Salling Groups egne CO2e-udledninger udgør dog kun omkring fem procent af værdikædens samlede udledninger, og til trods for milliardinvesteringen i optimering af energiforbrug og vedvarende energi, ligger den største opgave i at nedbringe CO2e-udledningen i produktion og forarbejdning af de varer, koncernen har på hylderne.

”Det er en kæmpe opgave, som vi har taget hul på ved i første omgang at bede de største af vores leverandører om at sætte sig klimamål i overensstemmelse med Parisaftalen. Mere præcist har vi indtil videre bedt 400 leverandører om at opstille godkendte klimamål inden 2027,” siger Anders Hagh, der glæder sig over, at leverandørerne har taget godt imod initiativet.

Salling Group tilbyder i samarbejde med Carbon Disclosure Project, der er blandt initiativtagerne til the Science Based Targets initiative, løbende onboardingforløb til leverandører, der ikke allerede er i gang med at sætte videnskabeligt baserede klimamål.

Læs mere om Salling Groups klimaambition i Salling Groups Årsrapport 2022

Kontakt

Group Communication

Mail: press@sallinggroup.com

Tlf.: 8778 5002

Link: Ritzau

Salling Group A/S

Rosbjergvej 33
8220 Brabrand
Denmark

CVR: 35 95 47 16

Kontakt

Salling Group hovedkontor 
+45 8778 5000
Telefontid: 08.00 - 16.00
Følg os på LinkedIn